Besøg på Neues Museum i Berlin

Besøg på Neues Museum i Berlin. Så blev det endelig tid til et besøg i Berlin og en masse museer, herunder selvfølgelig Neues Museum på Museums Insel. Museet genåbnede sidste år (2009) d. 17. oktober.

Billetterne var booket og betalt i forvejen på museets hjemmeside. På denne måde undgår man de lange køer. Der var nu også var kø ved indgangen for os med forudbestilte billetter. Det tog dog ikke mere end et minuts tid at komme ind, så det kan absolut anbefales. Billetter kan bestilles her.

Besøg på Neues Museum var blot ét af adskillige museumsbesøg på en fem dage lang tur til Berlin. Derfor var det først og fremmest den ægyptiske samling, vi gik efter at se.

Besøg på Neues Museum
Karl Richard Lepsius, 1810-1884, tysk egyptolog og filolog. Lepsius studerede adskillige sprog og ledede 1842-45 en arkæologisk ekspedition til Egypten og Nubien. Resultatet blev det monumentale 12-binds værk Denkmäler aus Ägypten und Äthiopien (1849-59), der stadig er en vigtig kildesamling. Lepsius regnes for egyptologiens anden grundlægger, idet han underbyggede J.-F. Champollions tydning af hieroglyfskriften. Han publicerede også en vigtig nubisk grammatik med en oversigt over afrikanske sprog. Fra: Holm-Rasmussen, Torben: Karl Richard Lepsius i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 20. juli 2020 fra https://denstoredanske.lex.dk/Karl_Richard_Lepsius. Busten af Lepsius kan man se ved besøg på Neues Museum.

Men det restaurerede museum er i sig selv et besøg værd med mange fantastiske, arkitektoniske detaljer fra både før og nu. Se denne film om museets genfødsel. Den fine museumsbutik med (fortrinsvis) bøger kan også varmt anbefales. Scala Publishers har udgivet et katalog med 100 mesterværker fra samlingen. Se mere her.

Besøg på Neues Museum i den ægyptiske samling

Samlingens verdensberømte genstande er for de flestes vedkommende udstillet i enkle glasmontrer. De er opstillet tematisk med overskrifter som “Farao”, “Blokstatuer”, “Skrivere” mm. Der er gjort en dyd ud af belysningen, og alle genstande er ualmindelig smukt præsenterede.

Neftertiti har sit eget rum og står lidt alene, men i salene omkring hende finder man museets øvrige Amarnagenstande. I underste etage er der blandt andet udstillet kister, mumier, dødebøger og andet, der har med død og begravelse at gøre.

Foto (c) Neues Museum.

Vi stødte på en børneomvisning nede i kælderen. Det var sjovt at høre børnenes spørgsmål til den unge, tyske omviser. Det er nemlig nøjagtigt de samme spørgsmål børn stiller til børneomvisninger på Glyptoteket.

Ungerne var bl.a. meget interesserede i, om omviseren dog ikke kunne åbne montren med mumierne i. Bare så de selv kunne undersøge om det nu forholdt sig sådan, som omviseren fortalte.

Mere om genstande på museet her.   

Museumskataloget omtalt ovenfor hedder: Egyptian Museum and Papyrus Collection, Berlin. 100 Masterpieces. Kataloget er skrevet af Dietrich Wildung, Fabian Reiter og Olivia Zorn. Det er udgivet af Scala Publishers 2010. Det kostede €20 i museumsbutikken.