Bog: Begyndelsen til det hele af Mogens Jørgensen

Begyndelsen til det hele af Mogens Jørgensen, ægyptolog på Glyptoteket i 42 år, handler om brygger Carl Jacobsen. Den handler også om grundlæggelsen af museets ægyptiske samling.

Samlingen er en af de fineste i verden. Sammen med Glyptotekets første ægyptolog Valdemar Schmidt skabte bryggeren nemlig en samling, der kunne og kan måle sig med de fineste og største i Europa. Bryggeren manglede ikke penge. Han var derfor i stand til  at overbyde andre købere på de store kunstauktioner i Europa. Og han var også i stand til at forsyne Valdemar Schmidt med rigelige midler. Midler som Schmidt brugte, når han for eksempel rejste til Ægypten og krejlede med både arabere og europæere på det ægyptiske kunstmarked.

Det var lovligt at udføre genstande dengang

Dengang var der ikke de samme skrappe regler for handel med antikke genstande som der er i dag. Derfor kunne Schmidt og Brygger Jacobsen lovligt bringe genstande fra Ægypten til Danmark.

Desuden sponsorerede bryggeren udgravninger i Ægypten. På denne måde fik han og Glyptoteket ofte førsteret til de udgravede genstande. I hvert fald efter at museet i Cairo og de ægyptiske antikvitetsmyndigheder havde valgt det, de mente, der skulle blive i Ægypten. Det gjaldt for eksempel genstande, der var af unik karakter.

Indimellem kom også internationale kunsthandlere forbi København for at præsentere bryggeren for genstande. det gjorde fordi de vidste, at han havde penge. Penge han kunne investere i genstande til Glyptoteket og samlingerne.

Begyndelsen til det hele fortæller i det lette og elegante sprog, der er typisk for Mogens Jørgensen, hele historien. Det er historien fra det første køb af en mumiekiste pr. postordre til de sidste ting erhvervet via sponsorering af udgravninger i 1925. Begyndelsen til det hele er god at have ved hånden ved et besøg i den ægyptiske samling på Glyptoteket.

Bogen kan købes i Glyptotekets museumsbutik enten personligt eller via nettet. Vi har skrevet om Glyptoteket flere steder, blandt andet her, hvor vi besøger den ægyptiske samling.

Glyptotekets hjemmeside finder du her.

1 Kommentar on “Bog: Begyndelsen til det hele af Mogens Jørgensen

Comments are closed.