Biblioteket i Alexandria

Det myldrer med både studerende og turister ved Bibliotheca Alexandrina, det nye bibliotek i Egyptens store middelhavsby Alexandria. Biblioteket er kun knapt 15 år gammelt og ligger tæt på den trafikerede strandpromenade, Cornichen.

Det kan være svært at skulle leve op til noget, der er så sagnomspundet som Biblioteket i Alexandria – altså det gamle. Det nye bibliotek er dog også ganske imponerende, meget stort og rummer ikke udelukkende bøger. Her er også flotte museer, utallige permanente og interessante udstillinger. Og så er her bogmesser fra tid til anden, moderne kunst, koncerter og meget andet.

Den store læsesal på Bibliotheca Alexandrina.

I de første par år efter åbningen af biblioteket stod flere af boghylderne halvtomme. De lokale besøgende virkede ikke specielt læsende, og det virkede som om de mest sad der for at kunne komme på nettet via bibliotekets computere. Der var ikke så meget andet for turisterne at komme efter end at beundre nybyggeriet.

Men ved vores sidste besøg, kunne vi virkelig mærke en stor forskel. Hylderne bugner af bøger, læsesalen summer af en helt anden aktivitet, der bliver læst i bøgerne, undersøgt, researchet og studeret. Og for turisterne, der som regel ikke kommer for at læse og studere, er der nu så mange ting at se, at et besøg kræver mindst et par timer, hvis man også skal nå at se læsesalen og beundre bygningen.

Museerne på biblioteket

Du kan blandt andet besøge hele fire forskellige museer, for eksempel det meget fine Antiquities Museum, som rummer genstande fra Alexandrias lange oldtidshistorie; mange af genstandene er fundet på stedet, da man opførte museet.

Der er fine sarkofager udstillet på bibliotekets Antiquities Museum.

I modsætning til nogle af Egyptens ældre museer, er belysningen god, de forskellige genstande er smukt udstillet og der er fine forklaringer på blandt andet engelsk.

Biblioteket har desuden et lidt kuriøst Sadat-museum, som hylder Egyptens tidligere præsident Anwar Sadat, og her kan du se Sadats uniformer, hans kontor, læse om ham og se hans familiebilleder.

Dertil kommer et flot manuskriptmuseum og et videnskabshistorisk museum.

De permanente udstillinger

Er du interesseret i moderne kunst, etnografi, kalligrafi, astronomi og meget andet, kan du gå i gang med bibliotekets permanente udstillinger.

Du kan bestille en guidet tur på biblioteket, men det er selvfølgelig også muligt at gå rundt selv. Biblioteket har en flot og velfungerende hjemmeside, som rummer masser af information og mange billeder. Men det bedste er selvfølgelig at besøge biblioteket selv.

Genstandene på Antiquities Museum afspejler også Alexandrias græsk-romerske fortid.
Praktiske oplysninger

Åbningstider: 11.00 – 19.00 søndag til torsdag, , lørdag 12.00 – 16.00, fredag lukket.

2016. Entré: Der er entré til biblioteket (70 egyptiske pund) og ekstra entré (20 egyptiske pund pr. museum) for at besøge hhv. Antiquities Museum og Sadat Museum. Men tjek hjemmesiden for evt. ændringer. Her finder du i øvrigt mange andre praktiske oplysninger.

Web

Biblioteket ligger tæt på Strandpromenaden i Alexandria. Der er flere cafeer i umiddelbar nærhed af biblioteket, hvor du kan slappe af med en kop kaffe, en pizza, sandwich eller lignende.